Værdier
Christiansbjerg Håndboldklub er en klub, som går op i glæden og lysten til at spille håndbold. Og selvom håndbolden har hovedfokus, så er CHK et sted man kommer for meget mere end bare at spille håndbold. Vi dyrker vigtigheden i et stærkt fællesskab og godt sammenhold, da vi mener at dette vil være med til at skabe de bedste resultater på og udenfor banen.
Vision: At skabe en klub der er attraktiv for spillere, ansatte og sponsorer. Have en sund og solid økonomi. At promovere klubben og gøre den synlig på landkortet. At skabe og sikre kontinuitet og klubkultur.
Mission: At skabe klare linjer gennem åben, ærlig og nødvendig kommunikation. Styring og kontrol over de ting vi beskæftiger os med. Skabe vindermentalitet og gøre hinanden endnu bedre.
Troværdighed: Vi er ærlige overfor os selv og hinanden. Vi har tillid til, og tror på hvad, der bliver sagt fra både spillere, trænere og ledelse. Herigennem skabes der tryghed.
Respekt: Vi respekterer og accepterer hinandens forskelligheder og grænser Vi respekterer, at der er en ”chef” på og udenfor banen.
Ansvarlighed: At både spillere, trænere og ledelse ikke siger ja til noget, som ikke kan overholdes – både sportsligt og økonomisk. Vi er ansvarlige for egne handlinger. Klubben og holdet kommer før individet.
Begejstring: Med glæde for spillet og sammenholdet, samt viljen til sejr, skaber vi vindere på og udenfor banen
Vedtægter for Christiansbjerg Håndboldklub
§ 1 Navn og hjemsted
Foreningen Christiansbjerg Håndboldklub, der har hjemsted i Århus kommune, er stiftet den 28.
januar 1988 under navnet Christiansbjerg IF, Håndbold. Foreningen er tilsluttet Danmarks IdrætsForbund (DIF), Dansk Gymnastik Forbund (DGI) og Dansk Håndbold Forbund (DHF), og er underlagt
disses love og bestemmelser.
§ 2 Formål
Foreningens formål er at skabe interesse og kendskab til håndbold, samt at skabe de bedst mulige
rammer for udøvelse af håndbold.
§ 3 Medlemskab
Enhver som opfylder Dansk Idræts Forbunds amatørbestemmelser, samt indordner sig under
klubbens bestemmelser, og i øvrigt ikke er i kontingentrestance i en anden klub, kan optages som
aktivt medlem. Bestyrelsen kan beslutte optagelsesstop på enkelte hold.
§ 4 Udmeldelse
Udmeldelse indenfor den periode som medlemmets kontingent vedrører, skal ske skriftligt til
kassereren og formanden i den pågældende afdeling. Udmeldelse kan kun accepteres, hvis
medlemmet ikke har noget økonomisk mellemværende med foreningen.
Udmelding sker automatisk ved manglende fremmøde samt manglende rettidig
kontingentindbetaling jf.§ 6.
Bestyrelsen kan udelukke medlemmer, der modarbejder klubben eller dets formål. Den eller de
udelukkede medlemmer kan få deres sag behandlet på klubbens ordinære generalforsamling. Ved
udmeldelse er det ikke muligt at få refunderet allerede betalt eller skyldigt kontingent.
§ 5 Kontingent
Klubbens kontingent fastsættes for et år ad gangen af bestyrelsen, og bliver præsenteret på
foreningens ordinære generalforsamling. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af
bestyrelsen.
§ 6 Ordinær generalforsamling
Den ordinære generalforsamling er foreningens højeste myndighed i alle anliggender, og afholdes
hvert år inden udgangen af juni måned.
Alle har adgang til generalforsamlingen, hvis de er medlem af foreningen,samt hvem bestyrelsen
derudover måtte indbyde. Alle aktive medlemmer over 18 år har stemmeret. De siddende
bestyrelsesmedlemmer har til enhver tid stemmeret. Hvert medlem har en stemme. Der kan ikke
stemmes ved fuldmagt.
Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 21 dages varsel med bekendtgørelse på
foreningens hjemmeside som minimum. I indkaldelsen skal det fremgå, at indsendelse af forslag
skal ske senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse til formanden.
Det reviderede regnskab for foreningen udleveres på generalforsamlingen.
En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
§ 7 Dagsorden
Dagsorden til ordinær generalforsamling skal mindst indeholde:
1) Valg af dirigent og referent
2) Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3) Forelæggelse af regnskab og budget
4) Oplysning om kontingent
5) Indkomne forslag
6) Valg af bestyrelsesmedlemmer
7) Valg af revisorer og revisorsuppleanter
8) Eventuelt
§ 8 Generalforsamlingensledelse m.v.
Generalforsamlingen vælger en dirigent.
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Fraværende kan vælges, når der skriftligt
foreligger tilsagn om, at vedkommende vil modtage valg af den foreslåede post.
Der føres en protokol over generalforsamlingens beslutninger. Protokollen godkendes og
underskrives af dirigenten.
§ 9A Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, hvis bestyrelsen beslutter det, eller når mindst 25 % af
foreningens medlemmer begærer det skriftligt med angivelse af de punkter, som ønskes
behandlet. Indkaldelse sker med mindst 21 dages varsel. Indkaldelse kan ske ved formanden eller
en repræsentant for de minimum 25 % af medlemmerne, der begærer ekstraordinær
generalforsamling. Se § 14 for ekstraordinær generalforsamling som følge af mistillidsvotum.
§ 9B Dagsorden til ekstraordinær generalforsamling
1. Valg af dirigent
2. Fremlæggelse af forslag
For så vidt angår mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den
ordinære generalforsamling jf. § 6 og § 8.
§ 10 Bestyrelsen
Bestyrelsen består af 5-15 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen for en 2 årig periode.
Bestyrelsen konstituerer sig efter generalforsamlingen med valg af formand, næstformand og
kasserer.
Bestyrelsen har den ansvarlige ledelse af klubben, og fastsætter selv sin forretningsorden
herunder eventuelt nedsættelse af underudvalg. Bestyrelsen kan overdrage opgaver til
medlemmer udenfor bestyrelsen, og kan ansætte lønnet medhjælpere, såfremt dette skønnes
nødvendigt. Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af bestyrelsen, heriblandt
enten formand eller næstformand, er tilstede. Ved stemmelighed er formandens stemme
afgørende.
Der udarbejdes bestyrelsesreferater, som forelægges næste bestyrelsesmøde til godkendelse.
Klubben tegnes af formanden alene, eller to bestyrelsesmedlemmer hvor af den ene er
næstformanden. Den samlede bestyrelse kan melde prokura til kassereren. Ved dispositioner, der
efter klubbens forhold er af usædvanlig art eller af stor betydning, kræves der accept af den
samlede bestyrelse.
Formand og kassere kan ikke være på valg samme år. Formanden er på valg på i ulige årstal og
kassereren på ulige årstal.
Valgbare til bestyrelsen er alle myndige personer over 18 år.
§ 11 Regnskab
Regnskabsår er kalenderåret. Regnskabet skal underskrives af samtlige medlemmer af bestyrelsen.
Årsregnskabet forelægges den ordinære generalforsamling, og skal være forsynet med revisors
påtegning og underskrift.
§ 12 Vedtægtsændringer
Forandringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne
stemmer er for forslaget, jf. § 8 stk.1
§ 13 Foreningens opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages, på en i dette øjemed, særlig indkaldt
ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at foreningens
stemmeberettigede medlemmer er blevet informeret om generalforsamlingen og dens formål og
eventuelle konsekvenser, mindst 21 dage før generalforsamlingens afholdelse. Dette kan ske ved
opslag på afdelingernes hjemmeside. Til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne
stemmer er for forslaget. Der kan stemmes ved fuldmagt.
Ved opløsning af Christiansbjerg Håndboldklub skal den opløsende parts formue (hvis sådan
haves) gå til at fremme idrætslige aktiviteter i umiddelbar forbindelse af Christiansbjerg. Hvilke
konkrete idrætslige aktiviteter der begunstiges, bestemmes af den opløsende parts afgående
bestyrelse. En sådan begunstigelse skal til enhver tid underskrives af den afgående formand samt
den fungerende formand for den idrætslige aktivitet/forening, der tildeles den resterende formue.
Ved opløsning af en underafdeling gælder samme bestemmelser som ovenfor.
§ 14 Overtrædelse af vedtægterne
Ved gentagne eller særligt grove overtrædelser af foreningens vedtægter kan der udtrykkes et
mistillidsvotum til hele eller dele af den siddende bestyrelse. Dette kan foretages af menige
medlemmer såvel som andre bestyrelsesmedlemmer. Ved mistillidsvotum indkaldes til en
ekstraordinær generalforsamling med dette som hovedemne. Indkaldelse varsles 21 dage før den
ekstraordinære generalforsamlings afholdelse jf. §11.